Beskrivelse: Disse små livlige papegøjer kræver ikke meget plads og yngler normalt velvilligt i både bure og volierer og kan derfor anbefales også til uerfarne fugleopdrættere. Det er formentlig den mest almindelige spurvepapegøje i Danmark. De er en af de mindste papegøje arter. De er ikke støjende som andre papegøjer. Kendetegn: Farven er overvejende grøn med blå pletter på hoved, ryg og vinger hos hannen. Næb og fødder er lyse. Hunner har mere mat fjerdragt og mangler hannernes blå farve i hovedet og på vingerne, dog med en svag blå streg bag øjet. Ungfugle har en mattere fjerdragt end de voksne; hanner har mindre blå farver. Størrelse: 12,5 cm Vægt: Gennemsnitsalder: 20 år Levested: Lever i tørre egne i det vestlige Ecuador og i det nordvestlige Peru. Føde: Opdræt: Fuglene begynder at yngle, når de er et år gamle. Rugetiden varer 18 dage, ungerne er flyvefærdige 42 dage senere. De yngler som regel to gange lige efter hinanden på en sæson. På trods af deres beskedne størrelse, har fuglene et kraftigt bid - sørg derfor for at bruge en robust redekasse. Hvis du har mere end et ynglepar, bør de holdes i hvert sit voliere med god afstand, så de ikke distraerer hinanden. Ungerne skal fjernes så snart de kan spise selv, da forældrene ellers kan gå til angreb på dem! Typisk pris: Mutationer: Der findes bla. en smuk blå mutation.

Toppede - racer Toppen er egentlig det eneste tydelige fænomen der er opstået gennem en mutation ved figurkanarierne. Alle andre former for afvigelser ved figurkanarierne er sandsynligvis et resultat af selektion. Muligvis er det i nogle tilfælde en mutation der har dannet grundlaget for en races opståen. Men det fremgår ikke tydeligt på racen, dermed kan det ikke længere afgøres med sikkerhed. I de fleste tilfælde vil det derimod være selektering, ofte ubevidst, der har medført fremkomsten af en ny figurkanarie race I naturen findes flere fuglearter der er udstyret med en top af en eller anden form. Men da der på den oprindelige vilde kanarie ikke findes nogen form for top, må faktoren for top på kanarier være en ægte synlig mutation. Specielt i England har opdræt af toppede kanarier altid været en vigtig del af opdrættet. Man er ret sikker på at Lancashire er den ældste form for toppede kanarier. Denne fugl blev tidligere omtalt som Manchester, og må betragtes som stamfaderen til alle toppede figurkanarier. Sandsynligvis har denne Manchester ikke haft meget tilfældes med de fugle vi nu betegner som Lancashire. På gamle tegninger er der vist en fugl med en vældig top. Den kunne man betragte som en mellemform mellem Lancashire og Norwich, men mellem den gamle og de nuværende toppede fugle er der en meget stor forskel. Med de toppede kanarier arbejder vi altid med to forskellige typer, nemlig den toppede og den glathovedet form. Det er almindeligt anerkendt, at man i avlen ikke må parre to toppede indebyrdes. Det frarådes på grund af de uheldige bivirkninger i denne sammensætning, i første række letalfaktoren, hvor man teoretisk regner med at der vil fremkomme 25 % dødfødte unger. I praksis er det dog ikke noget opdrætteren bemærker, han vil blot registrere det som en unge der er død i ægget. En helt anden grund til ikke at sammensætte parrene med to toppede fugle, er at de unger der falder ud af denne sammensætning, ofte er af en meget dårlig kvalitet. Misdannede, spaltede, ufuldstændige og forkert placerede toppe kan være resultatet af denne parring. Af den grund, vil det altid være nødvendigt med en glathovedet partner til den toppede fugl. Denne glathovedet fugl skal altid være tilpasset således, at den har en god hovedform der kan danne basis for toppen. Issen på den glathovedet partener, skal være bred nok til at sikre en god runding på toppen. Da de fleste toppede fugle også skal have en smukt hvælvet top, skal den glathovedet også have en høj afrundet isse for at give en god basis for toppen. Indenfor de toppede racer er de glathovede fugle egentlig et fuldstændigt underordnet produkt, men er nu engang en uundgåelig følge af den toppede faktor. I praksis er det imidlertid ofte således, at indenfor nogle racer er de glathovedet de mest almindelige. På udstillingerne ser man normalt dobbelt så mange glathovedet fugle som fugle med top. Også inden for de toppede racer kan der fremkomme problemer med lumps, specielt ved Crested - Crestbred, der af natur har de meget lange og brede fjer kan det let opstå. Det kan man prøve at undgå ved aldrig at avle med fugle der har eller viser tendens til lumps. Udstilles fugle der har lumps vil det medfører diskvalifikation. De toppede racer er, bortset fra Tysk toppet, af Engelsk oprindelse, som normalen er for de Engelske racer er det rolige og tillidsfulde fugle. Det betyder så, at det er forholdsvis lettere at lære fuglene en god udstillingsholdning, de behøver nødvendigvis ikke så megen burtræning som de sky og nervøse racer.

Jeg holder kanariefugle i flok. Man kan godt have flere par gående sammen; men det kan være en fordel at have f.eks. 1 han og 2 - 3 hunner sammen. Hvis man har flere hanner, vil de nogen gange vil slås. Det sker, hvis de er jævnbyrdige. Har man en´ dominerende han, er det ham der styrer flokken. Den dominerende han sidder højt og synger. Såfremt to hanner konkurrerer om magten, synger de begge, og det kan udarte til regulært slagsmål. Når man har valgt sine fugle, sættes et passende antal reder op på afskærmede steder i volieren. Et passende antal er min. 2 reder pr. hun. Såfremt der ikke er reder nok, slås hunnerne om dem, og de stærke smider de andres æg og unger på jorden. Rederne, kurvereder på ca. 10 cm, placeres på steder hvor fuglene føler sig trygge, oppe under taget, under en gren eller lignende. De bedste placeringer optages først. De, der ikke benyttes, kan flyttes, efterhånden som man finder ud af, hvor fuglene helst vil være. Redemateriale (kokustrevler, nesting, dyrehår og mos) skal til stadighed forefindes i rigelig mængde. Hunnen bygger på kort tid en rede, der præcis passer til hende i størrelse. Nu lægger hun fra 3 - 6 æg og ruger på dem i 14 dage. De små unger mades af begge forældre. Maderefleksen udløses af ungernes tiggen. En proces der er ganske underholden at iagttage. Foder er beskrevet i mine andre indlæg. Når ungerne er ved at være fuldfjerede, gegynder hunnen at lave en ny rede, grunden til de ekstra reder, og starter det næste kuld. Ungerne mades af forældrene indtil det nye kuld er klækket. Når ungerne begynder at spise selv, er det ved at være tid til at fjerne dem fra volieren, da de ellers vil tigge mad, som de små skulle have haft. Ringmærkning kan være en god ide, så man senere kan holde styr på de forskellige fugle. Dette er ikke den eneste rigtige måde at gøre det på; men jeg har haft temmelig stor success med den. God fornøjelse med jeres opdræt.